Kom i gang 29.-30. august 2026

Som noget nyt og vedtaget på generalforsamling 2025, afholder vi Kom i gang sidste weekend i august. Bortset fra ændring i dato har vi gjort det, vi plejer; vi har planlagt to begivenhedsrige dage med kolleger med ny inspiration til dig og din undervisning samt generalforsamling.

 

Lørdag 29. august 2026

Kl. 9.30 – 12.30 – Om Osteoporose v/ Magnus Bendtsen

Om kurset:

På kurset vil I opleve en kombination af teori og praksis. Med udgangspunkt i korte oplæg om de grundlæggende principper for knogletræning og den nyeste forskningsviden, vil Magnus guide jer gennem osteoporose-relevante øvelser og aktiviteter. Magnus vil undervejs gennemgå og diskutere vigtige overvejelser, I bør gøre jer, når I underviser deltagere/kursister med øget risiko for knoglebrud.

Om underviseren:

Magnus er medejer af virksomheden Learn Osteoporosis, som udbyder kurser og e-læring om osteoporose og fysisk aktivitet for sundhedsprofessionelle. Som forfatter til de danske anbefalinger om osteoporose for fysioterapeuter er Magnus helt skarp på den nyeste forskning inden for osteoporose og træning.

Magnus har også været tilknyttet Gotvedinstituttet, hvor han har været underviser i på uddannelsen.

Kl. 12.30 – 13.15 – Frokost og hygge

Kl. 13.15 – 14.30 – Generalforsamling for Gotvedgruppen

Kl. 14.30-16.00 – PsyTrance Dance Fitness med et twist af Gotvedbevægelse v/ Lasse Andersen

 Om kurset:

Kurset vil byde på en høj energisk træningsform i cirkel, hen over gulv og i organiseret kaos. Vi træner (danser) hovedsageligt til GoaTrance; en pulserende, hypnotisk og energisk elektronisk

musikgenre.

Vi begynder timen blidt og får varmet kroppen godt igennem og lander i rummet, hvorefter

tempoet stiger. Dette er kredsløbstræning med fokus på koordination, flow og energi.

Vi arbejder i cirkel, hen over gulv og i organiseret kaos. Størstedelen af tiden vil

bevægelserne være styrede, men vi vil også arbejde frit til rytmen.

Vi bevæger os i indendørssko, da vi vil hoppe, fjedre og stampe en god del.

Slutteligt strækker vi ud og afslutter med en liggende afspænding.

Forvent at blive svedig, at forene krop og musik, og blive glad i låget!

Alle kan deltage. Mest af alt handler det om at have det sjovt og groove til musikken.

Lasse Andersen glæder sig til at dele det med jer! Husk eventuelt også noget tørt tøj til bagefter.

 

Om underviseren:

Lasse Andersen er Gotvedudannet bevægelsesunderviser og massør fra Gotved instituttet. Derudover har Lasse en baggrund i fysisk teater / danse teater.

I sin undervisning lægger han vægt på bevægelsesglæde, høj energi, flow og har en stor

glæde for kropsbevidsthed og koordination.

På nuværende tidspunkt har han ugentlige klassiske Gotved gymnastikhold fordelt rundt omkring i København samt et roligt morgenhold med fokus på at mærke bevægelsen, åndedrættet og

afspænding. Derudover har Lasse et drop in-hold om ugen i folkehuset Absalon på

Vesterbro som går under navnet “Psytrance Dance Fitness“, og det er denne klasse, Lasse vil dele med jer.

 

Søndag 30. august 2026

Kl. 10.00-13.00 – Kort og godt om hjernerystelse v/Anja Ida Hansen

Om kurset:

Hvad sker der i hjernen ved hjernerystelse, og hvordan kan man hjælpe sig selv, hvis man har fået en hjernerystelse? Kom med til en formiddag, hvor du vil få viden om hjernerystelse og praktiske råd til hjælp til selvhjælp, som du kan gå direkte tilbage og bruge i din egen undervisning. Oplægget vil være teoretisk, men vil inddrage små øvelser og mulighed for at reflektere over indholdet ift. ens egen praksis.

Om underviseren:

Anja Ida Hansen arbejder som privatpraktiserende psykolog på Frederiksberg, og har specialiseret sig i hjernerystelse. Hun udgav i 2023 bogen ‘Kort og godt om Hjernerystelse’, som er en bog henvendt til både fagfolk, de ramte og de pårørende.

Kl. 13.00 – 14.00 – Frokost og hygge

Kl. 14.00-15.15 – SANS træning v/ Tine Laulund Hansen

Om kurset:

SANS er en sammentrækning af sang og dans. Det handler ikke om at mestre dans eller sang eller have særlige musikalske evner. Det handler om at øve sig og i fællesskab med andre have det sjovt.

Forskning viser i stigende grad, at bevægelse, musik, sang og dans sammen med andre mennesker i høj grad er hjernestimulerende. Vi skal have ”sved på hjernen” med sang, dans, koordination og små lege, hvor vi gør flere ting på én gang, vi skal udfordres og drille hjernen, så den forbliver frisk. Og så skal vi have det sjovt sammen imens.

Om underviseren:

Tine er uddannet som Gotveduddannet bevægelseslærer i 1995 og har de sidste 10 år været ansat i Vordingborg kommune i et aktivitetscenter på et plejehjem. Nu er hun fuldtidsansat på Højskolen Marielyst, hvor hun fortrinsvis laver morgengymnastik hver morgen, men har også andet undervisning. Desuden har Tine været med i bestyrelsen for Gotvedgruppen stort set siden 2000.

Tine tog SANS kurset gennem DGI i efteråret 2025 og har siden brugt det på Højskolen Marielyst, hvor hun er ansat. Der har hun ofte mange kursister på én gang og ofte kun en enkelt time. Efterhånden har Tine fået tilpasset SANS-træningen, så det fungerer godt. De forskellige elementer er overførbare til almindelig holdtræning, hvor man kan putte lidt ind hist og her.

 

Praktiske oplysninger:

Kurset er kun for medlemmer af Gotvedgruppen.

Pris for medlemmer:

1000 kr. for hele kurset (Lørdag-Søndag)

Lørdag 650,00 kr.

Søndag 550,00 kr.

 

Husk at angive dit fulde navn ved betaling

Betaling med MobilePay til nummer 116 280

Bankoverførsel: Merkur Bank Reg.nr. 8401 Konto nr. 116 6943

 

Tilmelding åbner 1. juni 2025

Tilmeldingsfrist: 8. august 2025

 

NB! Du er tilmeldt, når du har indbetalt pengene.

Kursuslederen tager ikke imod tilmeldinger. I bedes overholde tilmeldingsfristen, da det ellers kan betyde unødvendige aflysninger. Der modtages ikke betaling på selve kurset. Der kan ikke refunderes kursusgebyr efter tilmeldingsfristen, heller ikke ved sygdom.

Skulle der være venteliste til kurset, vil det være muligt at få refunderet kursusafgiften efter tilmeldingsfristen.

Det er muligt at få transportgodtgørelse, hvis du er tilmeldt hele kurset. Læs mere om transportgodtgørelse ved at trykke her.

Spørgsmål om betaling kan rettes til kasserer Tine Laulund på 40966513 eller tine@gotvedgruppen.dk

Spørgsmål om kurserne kan rettes til kursusleder Karina Juul Folsing på kjfolsing@outlook.dk

Vi håber at se så mange som muligt!

 

Kærlige hilsner

Kursusleder Karina Juul Folsing